Økonomi

skulpturØkonomi er for de fleste det parameter der afgør behandlingen. Prisen på tandlægebehandlinger er høje, -for høje, mener din tandlæge, men i sidste ende er det en politisk beslutning at syge­sik­rings­til­skudd­et er faldet så drastisk de senere år. Faktisk fra ca. 40 til ca. 20%. Er det det rigtige spor?

Sundhedsmæssigt er der ikke gode argumenter for denne tendens, snarere tværtimod. Flere og flere fravælger de regel­mæss­ige tandlægebesøg i et forsøg på at spare penge. Især de unge der netop er flyttet hjemmefra ser man først når skaden er sket, at hullerne har nå­et en størrelse der betyder rod­behandling og krone­arbejde og en samlet udgift der langt over­stiger det der var sparet på efter­syn og reparation af et lille hul.

Du betaler også for at gå til læge. Bare ikke kontant hos ham, men via din skat. Jeg ser ingen forskel på om kroppen eller tænderne skal have et efter­syn. Hele kroppen hænger sammen. Som et eksempel skal nævnes at hjerteklapopererede patienter med udtalt parodontose er i livsfare hvis ikke deres parodontose behandles. Dette skyldes at bakterier fra tand­kødslommen under tygning presses ud i blodbanen og kan sætte sig på hjerteklappen og medføre hjertestop. På den ene side betaler staten mange penge til en operation, men du skal selv betale for parodontosebehandlingen. Rimeligt?

Tænder er en del af den menneskelige organisme lige som andre legemsdele. Men for samfundet har tænderne den særlige status, at man selv skal betale for at undgå, at de går tabt. Samfundet ville næppe acceptere, at andre legemsdele gik tabt, fordi patienterne havde svært ved at betale.